Du har ret til misbrugsbehandling

I Danmark har man ret til misbrugsbehandling, hvis man har et skadeligt forbrug af stoffer.

Ret til misbrugsbehandling

Hvis du er over 18 år og har et stofmisbrug, har du jf. Servicelovens § 101 ret til misbrugsbehandling. Er du under 18 år, har du ret til misbrugsbehandling, når kommunen vurderer at misbruget medfører alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer, så man ikke kan fungere i forhold til familie, uddannelse eller arbejde.

Kommunen skal som udgangspunkt tilbyde misbrugsbehandling senest 14 dage efter, at man har kontaktet kommunen og bedt om at komme i behandling.

Hvilke behandlingstilbud kan du gøre brug af
Når kommunen skal beslutte, hvilken behandling de vil tilbyde, skal der lægges stor vægt på, hvilke ønsker du som skal i behandling selv har. Når kommunen tilbyder et konkret behandlingssted, kan du i stedet vælge et andet offentligt eller godkendt privat behandlingstilbud af tilsvarende karakter, som det tilbud kommunen foreslår.

Hvis kommunen f.eks. visiterer til et ambulant behandlingstilbud, kan du frit vælge et andet ambulant tilbud, som yder samme behandling, som det kommunen har foreslået. 

Det er derfor væsentligt, hvilket behandlingstilbud kommunen har visiteret til, dvs. hvilket behandlingsbehov og hvilken behandlingsindsats, som kommunen har vurderet modsvarer dit behov. I de fleste tilfælde fremgår dette af en behandlingsplan, som er blevet gennemgået med dig.

Men hvis der endnu ikke blevet lavet en behandlingsplan, så er det kommunens visitation til behandling, som er afgørende for muligheden for at vælge et andet tilsvarende behandlingstilbud.

Hvis man vil klage

Hvis man er uenig i kommunens afgørelse kan man klage. Du kan klage ved at sende et brev, en mail eller ringe til kommunen senest 4 uger efter kommunens afgørelse. Kommunen har så mulighed for at vurdere din sag igen inden de sender klagen videre til ankestyrelsen. Dette kaldes genvurdering. Man kan ikke sende klagen direkte til ankestyrelsen.

Når man skriver en klage, er det godt, hvis man forklarer, hvorfor man er uenig i kommunens afgørelse. Man behøver ikke skrive i socialrådgiver- eller jurasprog, men kan blot bruge sit eget sprog.

Hos Novavi Stofrådgivning finder vi sammen frem til hvilket behandlingstilbud, som vil gavne dig

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder direkte i din inbox