Amfetamin

Amfetamin virker stimulerende på centralnervesystemet. Derfor giver det en følelse af energi, tjek på tingene og selvtillid.
Viden om

Amfetamin

Amfetamin er kemisk fremstillet og findes som pulver eller piller. På de illegale laboratorier fremstilles mange varianter af piller med udgangspunkt i amfetamins kemiske struktur.

Methamfetamin er en variant, der er 3-5 gange stærkere end amfetamin og findes som pulver, piller eller krystaller.

Effekt

Amfetamin virker stimulerende på centralnervesystemet. Derfor giver det en følelse af energi, tjek på tingene og selvtillid. Man bliver som oftest meget aktiv, rastløs, udadvendt, selvcentreret og taler meget.

Nogle gange får man trækninger i ansigtet og kroppen. Når man er påvirket af amfetamin kan man komme til at overskride grænser for almindelig opførsel. Man kan blive irritabel og hurtigt vred. Amfetamin undertrykker også kroppens naturlige signaler så sult, tørst og træthed nærmest forsvinder. Efter rusen kan man blive modløs, angst, træt og udmattet. Alligevel kan det være svært at finde ro og sove.

Blandingsbrug

Amfetamin kan give en oplevelse af, at man kan tåle meget mere alkohol end ellers og de to rusmidler bruges ofte samtidig. Men alkohol og amfetamin virker modsat, og blandingen giver en uforudsigelig ruseffekt med stor risiko for aggressive og voldelige handlinger.

Det kan også være fristende at dulme nedturens ubehag med sløvende midler som fx hash, nerve- og sovemedicin og opioider. Derfor kan brug af amfetamin fører til et blandingsbrug med andre stoffer.

novavi stofrådgivningen hjælper dig ud af dit amfetamin misbrug

Forgiftning

Amfetamin kan give forgiftning. Symptomerne er hovedpine, svimmelhed, kvalme, feber og eventuelt krampe.

Afhængighed

Kroppen kan langsomt vænne sig til virkningen af amfetamin. Dette kan resultere i, at der skal mere stof til for at få en rusvirkning.

Abstinenssymptomer

Angst, rastløshed, uro, nedtrykthed, mistænksomhed, irritation og aggression. Ved længere tids kontinuerligt brug, kan man udvikle en depression.

Andre bivirkninger

Nogle oplever, at de ved brug af amfetamin får en “kortere lunte” og det betyder fx at der er øget risiko for at man bliver voldelig. Hvis man tager amfetamin flere gange med korte mellemrum, kan man få angst og forfølgelsestanker.

Længerevarende brug kan give risiko for at udvikle en stofudløst psykose, hvor man ikke kan skelne mellem virkelighed og fantasi. Det betyder for eksempel at man kan føle sig forfulgt og man kan blive farlig for sig selv og andre. En sådan psykose kræver psykiatrisk behandling.